Næste gang du ser, at et grønt energiselskab har overskud, så prøv at parkere forargelsen. For det betyder rent faktisk flere investeringer i de vindmøller og solceller, der skal få din energiregning ned – og flere penge i statskassen, som kan give os alle bedre velfærd. Sådan skriver Green Power Denmarks administrerende direktør i en kronik i Børsen.
Det er højsæson for, at danske energiselskaber offentliggør regnskaber. Nogle selskaber har klaret sig dårligt, mens der hos andre vil være tale om et væsentligt større overskud i 2022 end i året før. I takt med regnskaberne skyller en bølge af forargelse ind over landet.
For er det rimeligt, at nogle energiselskaber har store overskud, når forbrugerne har kæmpet med høje energiregninger?
Jeg kan godt forstå spørgsmålet, og selvfølgelig skal vi hjælpe dem, der har været ramt af ekstremt høje energiregninger. Ingen kunne forudsige energiprisernes himmelflugt. Det skete hurtigt og overraskende for alle. Nogle har haft svært ved at rumme stigningerne i budgettet.
Men det er forkert, at danske energiselskaber, der opererer på internationale markedsvilkår, skulle have bidraget til højere energipriser for forbrugerne. Faktisk har de elhandelsselskaber, som du køber din strøm af, haft et år med meget lave fortjenester på grund af høj konkurrence.
Reinvesterer overskud
Faktum er, at de høje energipriser ramte hele Europa, fordi Putin lukkede for gassen. Fordi de franske atomkraftværker ikke producerede, hvad de skulle. Og fordi de norske vandkraftværker nærmest var tørret ud. Når udbuddet af en vare ikke kan dække efterspørgslen, så går prisen op. Indtjeningen følger af prisen, men forårsager den ikke.
Danmark er en del af det indre europæiske energimarked, hvor producenter og handlere er forpligtet til at tilbyde deres produkter.
På den måde sikres det, at el produceres på de billigst mulige anlæg i Europa til den billigst mulige pris. Det betyder, at udlandet i perioder sender el til Danmark, når det er billigere for forbrugerne, end hvis strømmen skulle produceres herhjemme.
Da hele Europa hungrede efter energi, trådte de grønne danske elproducenter til og skruede op for produktionen. Det har de selvfølgelig tjent på – både i ind- og udland. Men det modsatte havde været en langt mere alvorlig energikrise med højere priser og større risiko for strømafbrud.
Energiselskaberne reinvesterer deres overskud i den grønne omstilling, og dermed i, at vi ikke havner i en lignende energikrise igen. De udbygger elnettet og opstiller vindmøller og solceller, der leverer den billigste strøm, og som vil få energipriserne ned. Samtidig er mange af de danske energiselskaber andelsejet, og her kan noget af overskuddet gå direkte tilbage forbrugerne.
Energiselskaberne reinvesterer deres overskud i den grønne omstilling, og dermed i, at vi ikke havner i en lignende energikrise igen. De udbygger elnettet og opstiller vindmøller og solceller, der leverer den billigste strøm, og som vil få energipriserne ned. Samtidig er mange af de danske energiselskaber andelsejet, og her kan noget af overskuddet gå direkte tilbage forbrugerne.
Kristian Jensen, adm. direktør, Green Power Denmark
Derudover betaler selskaberne flere milliarder til statskassen i form af selskabsskat. Og de danske elproducenter er underlagt en ekstraskat, hvor de skal aflevere den del af overskuddet, der overstiger et bestemt loft, til staten. Alternativet til overskud er underskud og færre penge i statskassen, som kan bruges på hospitaler og ældrepleje. Det er der vel ingen, der ønsker sig?
Energimarkedet fungerer
2022 var på alle måder et ekstraordinært år, som vil gå over i historiebøgerne – også dem om energi. Men det er nok ikke sidste gang, vi ser skvulp i verdensordenen og på energimarkederne. I hvert fald ikke så længe Europa er afhængig af energi udefra.
Derfor skal vi selvfølgelig tage en grundig debat om energikrisen, dens konsekvenser, og hvordan vi kan sikre morgendagens energisystem mod lignende rystelser.
Her er det vigtigt at huske på, at markedet fungerede, da energikrisen kulminerede. Høje priser var et klokkeklart signal fra et velfungerende marked om, at vi skulle spare på den dyre fossile energi. Det var med til at sænke priserne til et mere tåleligt niveau.
Ja, faktisk gjorde markedet os opmærksom på det grundlæggende problem: at vi i Europa stadig er alt for afhængige af fossil energi. Svaret er at forcere den grønne omstilling.
Byg endnu mere vedvarende energi, send flere fossile biler og naturgasfyr til skrothandleren, og investér mere i de energieffektive løsninger. Kun på den måde bliver vi uafhængige af energi udefra. Kun på den måde skærmer vi den danske og europæiske økonomi mod ekstreme energipriser.
Så næste gang du ser, at et grønt energiselskab har overskud, så prøv at parkere forargelsen. For det betyder rent faktisk flere investeringer i de vindmøller og solceller, der skal få din energiregning ned – og flere penge i statskassen, som kan give os alle bedre velfærd.
Overskud kan være løsningen på din høje energiregning – det er ikke årsagen. Investeringer i grøn energi er vores forsikring mod fremtidige energikriser, høje energiregninger og ustabil forsyningssikkerhed.
nyhedskilde: Green Power Denmark, 9. maj 2023
https://greenpowerdenmark.dk/
og Behov for hurtig udbygning af grøn strøm stiger
og EcofinConcept GmbH – Rådgivning, projektudvikling, investering og projektmarkedsføring (Dansk)
og Grøn Energi Dag: Vi har nu produceret mere grøn strøm end i hele 2021
og Vejle og Ringkøbing-Skjern vinder DM i sol og vind 2021
og Tyskland satser massivt på landvind
og Globale vindsektor til COP26: Grøn opskalering skal ske nu
og PRESSEMEDDELELSE EcofinConcept GmbH ledsager med succes vindkrafttransaktioner
g Behov for flere og større testpladser til fremtidens vindmøller
og Vindmølleeksporten faldt i 2020
og Vindmølleejerne skal også levere reservestrøm til elnettet
og. Repowering: Er du invester in tyske vindmølleprojekter og enkele gamle møller?
og. Vi søger altid tyske vindmølleprojekter og solcelleparker
Du muss angemeldet sein, um einen Kommentar zu veröffentlichen.